Det skete i købstaden Korsør.
En morder fanges.
og lidt om Korsør Tagpapfabrik
Mange timer gik især på Ceres-stranden hvor børn og voksne solede sig og nød bølgerne.
Som tiden gik, kom vi til at kende en del mennesker; en af disse var fru Erlangsen ( Arkitekt Erlangsens 2. hustru, Elsebeth Mathiesen) der boede på Helenevej med stranden som baghave.
Fru Erlangsen var så venlig at indføre os lidt i Ceresstrandens historie; hun fortalte om forsøg på at lave en sommerrestaurant i "Palmehavestil" "la Tosca" kaldet, med levende musik, om badehytterne og om en tidligere havn der havde ligget ud for Huset "Ceres".
Men der var ogå en Ceres-fortid fru Erlangsen selv sagt ikke kunne berette om.
En epoke føler vi nødvendig i korte træk at gengive her.
Som nævnt andet sted: min hjemeside omkom ingeniør John Børre (til tider Børge) Peter Nielsen da Korsør Tagpapfabrik på Ceresengen gik til ved en brand 22. Jan. 1899.
John Nielsen og Astrid Kok-Kensen var nygifte i Sankt Pouls Kirke 15. Juni 1898 da ulykken skete.
Astrid giftede sig med arkitekt Morten Jacob Erlangsen d. 25. Januar 1919 i Sankt Mathæus kirke København, og deres første datter Ruth blev født 24. November 1919 i Korsør.
I Vinding ved Vejle boede en tidligere løjtnant, Poul Hansen, en søn af tidligere gårdejer, senere revisor Rasmus Hansen.
Poul Hansen kalder sig "Hansen Vinding".
Hansen havde forsøgt sig i flere brancher, havde blandt andet bygget Ulvehale Hotel der brændte 1912.
Siden købte Hansen Jernbanehotellet i Frederiksund, som han bortforpagtede til en københavner.
I 1912 lejede han et par værelser i Holsteinsgade 9.
Her erfarede han at ejendommene nr. 7 og 9 var til salg, og til ejeren fortalte han at han havde en gård i Jylland, så han fik begge ejendomme udleveret uden udbetaling.
Nu begyndte Poul Hansen at opkræve husleje fra lejerne, men den hoppede lejerne ikke på. Hansen blev truet med politianmeldelse.
I nummer 9 boede desuden blikkenslagermester Kock og hans kone Marie.
Poul Hansen og Marie blev kærester i det skjulte, og snart blev de enige om at skaffe blikkenslageren ad vejen.
Natten mellem 6 og 7. december 1912 anmeldte Marie til politiet at hendes mand var myrdet.
Betjentene fandt blikkenslageren liggende i soveværelset. De sendte bud efter en læge, der hurtigt konstaterede, at døden var indtrådt og man udstedte en dødsattest.
Under nærmere forhør tilstod Marie at hun havde en elsker, nemlig Poul Hansen Vinding; hun forklarede at det var Hansen der havde myrdet blikkeslager Kock:
Et foto blev fremskaffet og en masse betjente deltog nu i jagten på morderen.
Hansen blev genkendt af nogle borgere i Skælskør og her blev han anholdt.
Under anholdelsen stak Hansen af ud over markerne.
Senere viste det sig at Hansen havde stjålet en lodsbåd i Skælskør og var sejlet mod Korsør.
Om morgenen d. 10. december 1912 landede han, meget forkommen ved fabriken "Ceres" der da var tagpapfabrik, og Hansen bad Kok-Jensen om at måtte tørre tøjet og få lidt varme.
Men fru Kok-Jensen fattede mistanke og ringede til politiet. Arrestforvarer Jacobsen og fuldmægtig Berg ankom, men da han modsatte sig anholdelse var man nødt til at binde manden der nu pludseligt kaldte sig "Frandsen".
Fra arresten i Korsør gik turen i al hemmelighed til København.
Under nærmere forhør skulle det vise sig at Hansen Vinding havde langt mere på samvittigheden, han havde blandt andet tidligere købt arsenik til hans første kone, så hun kunne få det bedre.
Efter forhør og tilståelse lød dommen for Hansen Vinding og Marie Koch, på dødsstraf.
1913 blev dommen stadfæstet, og Hansen blev ført til Horsens Tugthus hvor han endog havde den frækhed at udtænke flugtplaner.
Dødsstraffen blev aldrig fuldbyrdet.
De blev benådet 1929 og 1934.
Se envidere enkelheder i Holstebro Dagblad Dec. 1912
Da oprensning af de forurenede grunde blev iværksat i vor tid, kom turen ogå til Ceresgrunden.
Det fortaltes at forureningen og oprensningen skyldtes fiskernes tjæregryde der stod på stranden.
Man bør dog nok have for øje at der meget tidligt havde været tagpapfabrikation samt svovlsyre- og gødningsfabrik på stedet.
Svovlsyrefabrikken brændte 1942.
Herunder ses tydeligt den lille fiskerihavn.
