Velkommen
til mine tipoldeforældres by:
H
E L S I N G Ø R !
OBS! Visse browsere bl. andre IE viser ikke siden korrekt.
Vises korrekt i Mozilla Firefox.
- - - - - - - - - - - - - - - - - De ældste præster i St. Olai Helsingør. |
Dele af kirkebogen Sankt Olai kan læses her:
Foreløbig:
Døde Mænd i St. Olai sogns kirkebog:
Døde kvinder i St. Olai sogns Kirkebog.
|
|
|
|
|
Konfirmerede drenge Okt. 1815 - Okt. 1820 | Konfirmerede drenge 1821 - påske 1822 | Konfirmerede drenge 1844: Der arbejdes,
projektet forsinket! |
Konfirmerede drenge 1848 | Konfirmerede drenge 1849 | Konfirmerede drenge 1850 |
Konfirmerede drenge 1851 | Konfirmerede drenge 1852 | Konfirmerede drenge 1853 |
Konfirmerede drenge 1854 | Konfirmerede drenge 1855 | Konfirmerede drenge 1856 |
Konfirmerede drenge 1857 | Konfirmerede drenge 1858 | Konfirmerede drenge 1859 |
Konfirmerede drenge 1860 | Konfirmerede drenge 1861 | Konfirmerede Drenge 1862 |
1823 - 1843: Se venligst Arkivalier Online |
Her under kirkebogen for St. Mariæ
"Byens fattiges huus", er fremlagt en del litteratur
om byen og dens indvånere i de forrige århundreder, - det er
gratis at kigge. Adressen er:
Til venstre ses indgangen til klosteret, til højre muren om Karmeliterhusets have. Blade af St. Mariæ kirkes historie. Dele af kirkebogen Sankt Mariæ er under udarbejdelse til læsning på din computer: Copulerede:
Døde kvindekjøn i St. Mariæ sogn. Døde mandkjøn i Sct. Mariæ sogn Konfirmerede i St. Mariæ kirke
|
Her en bogliste til
inspiration for den der vil låne
bøger om byen på eget bibliotek:
|
Godthaab Glasværk.
Om Slawerne på Cronborg. Strafarbejde i Danmark var før i tiden ensbetydende med tugthusarbejde eller sagt lige ud: Slaveri.
For at der ikke skal opstå misforståelser må man gøre sig klart at "Slawe" i Kronborg ikke har det fjerneste med datidens "sorte og hvide slavehandel" at gøre, det er blot den tids betegnelse for en forbryder, (stor eller lille) der er indsat til at vedligeholdelsesarbejde på landets fæstninger, Kronborg, Nyborg, Frederikshavn o.s.v.
Man bør huske at man tidligere ikke havde egentlige fængsler til folk der var på den forkerte side af loven. Måske lige med undtagelse Stokhuset i København. Til midlertidig opbevaring inden dommen, kunne man hensætte folk i rådhusets arrest, hvor en sådan fandtes.
Strafarbejde blev udstået på Bremerholm indtil 1739 - herefter blev slaverne overført til fæstningerne Nyborg, Københavns Stokhus og Kronborg. - Det har været ubeskrivelige forhold som nok ville afstedkomme højlydte protester fra nutidige forkæmpere for menneskerettigheder. Diciplin, renlighed og forplejning har været en mangelvare. Fangerne sad om natten i uopvarmede fugtige rum i "fæstningens kronværk". Det er de rum i siden af Kronværksportens hvælvinger man passerer når man går ind i gården.
Der var to slags fanger: De ærlige, og de uærlige. For at kende dem fra hinanden var de klædt forskelligt, de uærliges fangedragt var i gule og lysegrønne felter, dem kaldte man "Kanariefuglene". De ærlige var i grå og mørkebrun fangedragt. Dem kaldte man for "Hosebåndsridderne" idet de havde een eller to jernbøjler om benene, og ja, - der var sandelig også nogle med brændemærker i panden!
"Kanariefuglene" var "farlige forbrydere", og var beskæftiget med det hårde vedligeholdelsesarbejde på fæstningen, og under konstant opsyn af bevæbnede vagter. Kanariefuglene var således afskåret fra omverdenen, dog kunne de komme i Sct. Marie kirke en gang om måneden, men de var afsondret fra menigheden, - de havde deres egne pladser i skibet bag prædikestolen. Hosebåndsridderne derimod, var i god kontakt med byens borgere, idet man kunne leje en fange som husslave til at gå til hånde i hjemmet. Her blev fangerne behandlet godt, de fik deres kost hos arbejdsgiveren, og som regel faldt der lidt ekstra ned i deres kurv inden de skulle tilbage til fæstningen. En soldat fra Kronborg fulgte med fangen som opsynsmand, og medens fangen spiste hos familien, måtte vagten pænt stå uden for, til det passede ham at sige tak for mad.
Meget mere om dette emne finder du i: "Helsingør i Sundtoldstiden 1427-1857".
Helsingørs historie kan følges langt tilbage takket være arkiverne. Tingbogen, der blev ført af byskriveren, giver et billede af hvordan livet har formet sig, som for eksempel i dette udrag fra 19. juli 1585:
"ligeledes blev det nu idag omtalt og beklaget at stor uskikkelighed findes på kirkegården med folks svin, lam, bukke og andet sådant der indløber, hvilket ikke bør finde sted.
Så meddelte også kræmmer Johan Kypper, at for nogle få dage siden fik at se på kirkegården at nogle løse svin stod og havde rodet i et barns grav ind til det døde lig.
For at da sådan ukristelig skik og utilbørlighed kan afskaffes og forhindres, er nu i dag blevet givet en alvorlig advarsel om at enhver skal holde sine svin, får, lam, geder, bukke og andet kvæg af kirkegården.
Hvis man efter denne dag finder noget sådant der, da skal mester Christen Skarpretter tage det til sig og beholde det som sit eget."Og fra Stiftmtmanden i Århus arkiv: 1711. 15 August.
Udskrivning af Barbersvende formedelst Pesten.
Rescr. til Stiftamtmanden: "Saasom disse svage Tider her i vores Kongelige Residentz Stad Kjöbenhavn nödvendigen udkræver et godt Antal Barbersvenne, foruden de der her er til at betjene de Syge", saa befales Stiftamtmanden fra Stiftets Kjöbstæder og Landet at skaffe saa mange Barbersvende som mueligt over til Kjöbenhavn, hvor der loves dem 15, 20, 25 Rdr. efter deres Duelighed, og som de ville lade sig accordere.
Paa Stiftamtmandens Skr. fik han fölgende Svar.
Magistraten i Aarhus: her er kun to Svende, den ene hos "Mr. Samuel Bofein", og den anden er hos "Regimentsfeldtscherer" Anthoni Hardings Kone. Ingen af dem holder Drenge, saa at de ikke kunne miste deres Svende.
Magistraten i Horsens beretter at der i Byen er kun "een Barber, Ægidius Karstens, der holder een Svend, som varter op i Byen, naar Mesteren kaldes paa Landet for at betjene nogen Siug eller en Patient". Da de ikke til Flaaden havde kunnet skaffe en Barber Svend, saa havde de maattet betale 40 Rdlr. i rede Penge derfor. I det sidst forlöbne Aar var der 3 Chirurger bosiddende der i Byen, men de to, Mester Johan Geert og Mester Daniel, havde taget Tjeneste ved Armeen, hvor de nu vare. "Saa denne forarmed Bye i saa maader ligesaa slet som i andre Maader er forsynedt".
Magistraten i Randers: her findes hverken Svende eller Drenge, men kun to halvgamle Barberere er bosiddende, som ikke kunne und-væres.
Herredsfoged Mikkel Sörensen i Randers: i hans Herreder er ingen Barberere.
Amtmand Nansen beretter, at der i hans Amter hverken findes Barberer-Mestere eller Svende.
Grenaa: her findes kun "Een gammel fattig Mand som Er over sinne 80 Aars Alder, hvilchen lidet formaaer eller forstaaer at hjelpe sig self end sige andre" etc.
I Ebeltoft findes kun en gammel Mand, som i sine unge Dage har lært Barber Professionen, men nu ikke længere duer, ei heller lader sig bruge.
Amtmand Gerstorff paa Isgaard: i hans Amter findes kun den gammele Feldtschjerer Mester Wolf i Rönde[1], som ikke holder Svende.
N. Jensen Byfoged i Mariager melder, at hos ham har der i 8 Aar hverken været Barber Mester eller Svend, "uden en Persoen som lader sig kalde Mester Herman Schomachicus Chirurgius (sic), som
til og fra paa 7 Aars Tid her i Byen og ude paa Landet, hvor hand kan bekomme nogle passienter at curere, som hand vel forstaaer, hand er ungefehr 36 Aar gammel, og haver for 1½ Aar siden gift sig med en stachels lochede Quinde. De haver et Barn sammen, og Qvinden gaaer og betler med Barnet, mens han er en meget liderlig Person og i hans Armod og Fattigdom er meget storagtig! - Denne bemelte Landlöber, som ei haver soeret Borgerskab, eller Byen haver nogen Nytte af for 1 ß aarlig, og ei vil svaere eller agte nogen Ret eller Befaling, loed jeg til mig hente i Dag strax efter at jeg min Ordre bekom, og som hand da kom loed jeg ham læse Brevet, og paa de bedste Maader med höflige Ord, begjærede og bad hannem, at hand vilde paatage sig samme Forretning at betiene, efterdi hand er en arm, fattig Mand, og derved kunde mange Penge fortjene, hvorpaa hand svarede; at hand var ingen Svend, men en Mester i Barberkunsten, og forbandede sig ei dertil vilde lade sig bruge, hvortil jeg maatte svare, at dersom hand ei med det Goede vilde gjöre Tjeneste for saadan en tilbuden hono-rable Gage Maanetlig at nyde, kunde jeg vel paa höie Öfrigheds Vegne ham det befaele, som og det maaske kommer dertil, at hand skal lade sig bruge enten hand vil eller ej, Hvorfor hand da löb ud af Dören og paa Gaden skellede for en Skelm, Hundsvot og slog efter mig med hans Stok, med mange utilbörlige og Trudsels Ord, som jeg med Taalmodighed maatte höre, hvorpaa at jeg haver Vidne af Naboerne, som derpaa hörde, Dersom her var Aresthus, Byesvend og Vægter, som i andre Kjöbstæder er, veed jeg vel hvad Straf saadan eet Menneske burde have, paa det at andre ikke skulle gjöre ligesaa, mens som jeg haver ingen Assistence af nogen her i Byen, maa jeg det med andet mere som her imod mig er passeret - indtil videre lide. Bemeldte Barberer Hermand Schoemacher, burde alligevel at lade sig bruge som een ringe Underdan (undersåt (sic) föed i Helsingöer) saasom at hand dertil findes dygtig nok, og er een Lösgengere og een slem Vofvehals, som baade jeg og andre frychter for, og derfor ynschte gjerne at han kunde komme her fra Byen. Derfor underdanigst ombeder Hr. Stiftsbefalingsmand vilde behage at give sin Befahling til 2de Mænd her i Byen, nembl. Jens Andersen Mariager og Peder Andersen Fældbereder, at De strax bemægtiger sig samme Barberer, og paa en Vogn at bringe hannem til Fusingöe, saa kunde Hr. Etatsraad self see Persoenen, og om Gagen med hannem accordere förend hand gaaer herfra Byen paa Landet, Saasom at han löber her i mellum til og fra".
Amtmand, Etatsraad Jürgen Grabou i Skanderborg melder, at der i hans Amter ingen Barbersvende findes at skikke over.
Byfogden i Skanderborg: Der i Byen er hverken Barbermester eller Svend.
(Stiftamtm. Archiv).
[Venligst meddelt af H. H. Jacobsen]
------------------------------------------------------------”Den første, som skød nytår ind”
Nytåret var til at købe i 1800-tallet.
”Det var føst i slutningen af 1800-tallet, at fyrværkeri blev til at købe for menigmand. Indtil da havde man klaret sig ved at fyre sin bøsse af, og skyde op i luften. Den første privatmand, som man med sikkerhed ved har skudt nytår ind, var skræderen Christen Simmensen, der boede i Helsingør.
Nytårsaften 1667 havde han ”for sin egen dør” og efter ”gammel Maneer” skudt nytår ind til ære for ”hans kongelige majestæt og det kongelige Arvehus”. Efter skyderiet blev Christen arresteret af en sergent og to soldater, og slæbt afsted uden at få lov at tage sine sko på.
Han måtte drage af med en tøffel på den ene fod og en sko på den anden. Den 2. Januar 1668 mødte han op på rådhuset og klagede over affæren. Han var blevet slæbt op på slottet, hvor en kaptajn befalede at han skulle sættes på træhesten. Og der sad Christen så i halvanden time ”med en kule om benet”. Sådan kunne man ikke behandle en borger i Helsingør.”
Venligst fundet og meddelt af Claus Christiansen.